114
De drejede om Hjørnet af Tjørnehækken og så i et gråt Skimt Landevejens Popler histovre.
„Kommer hun alligevel ?“ Eva standsede.
„Alligevel?“ han så op.
Eva stirrede. Havde han da ikke set hendes Blik? og forstået, hvad Riborg ene vilde ham? havde han da ikke vejret sin Død derinde?
„Ja, lille Eva, det var jo Meningen? Og du er jo ikke dårlig mer!“ han så forundret over på hende.
Hun?
Han troede, Faren gjaldt hende! Derfor, å derfor hans Ømhed! Han frygtede for hende. For hendes Lod her i Skoven, hun, som havde fundet Riborgs Moders Ansigt.
Og havde han ikke stirret på hende som Riborgs Fader på hendes Moder, så håbløst, uafvendeligt?
Å — hun trak Vejret til sig, så hendes Strube sved — å de, som myrdede sig selv og andre — og ikke kunde for det!
Nej, Helge, hav ikke ondt af mig, hav ondt af dig selv — og af hende!
Nej, kun af hende!
For nu véd jeg det: hun må dø!
For at du, som er min, kan leve!
— — — — — — —
„Nu kommer sågu' Godsejer Glob osse!“ Øllegård sænkede Viskestykket og så ud gennem Køkkenvinduet.
„Glob? Nej da! Hvor véd du det fra?“
Eva vendte sig hastig fra Skabet, hvor hun stod og tog Porcelænet frem fra Strand, det elfenbensgule Stel med Flemmingernes røde Rose.
