Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/133

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

121

Ja Glæden i den Anden, du eneste Glæde! Sorgen i den Anden, selv du er Glæde!

Glæden i os selv som Sorgen i os selv, I ene er Sorg og Synd!

„Sorg er Synd,“ sagde hun halvhøjt.

De så alle på hende, uden Riborg.

Hun blussede.

Så de hendes Kamp i hendes egen Stue?

Søren Jæmbæk rejste sig, og bøjet over Klaveret sang han, uden en Bevægelse i sit Stenansigt, med enstonende, dyb Røst i det røde Skæg, som Blæst i en Telegrafstang:

Strenge Hr. Synd og så Jomfru Sorg
var før mit Hjærtes Venner
De kommer nu og klager sig,
at jeg dem ikke kender. — —

Ak Jomfru Sorg i Silkeskrud
med hvide, ledige Hænder,
min Herre har mig strengt forbudt,
at jeg Eder mere kender — —

Han tav, med de hårede Hænder på Klaveret, stirrende ind i Lysenes viftende Luer.

Han, hvis tunge Sind havde læsset Biblens Ord på den Hustru, som ikke kunde blive hos ham, og tilsidst, med sin Sorgs blinde Hårdhed, havde tvunget både hende og hendes Elsker i Døden, og som efter et Par Års Sindssyge nu havde fundet sin tunge Fred i den evige Anger, i Lydigheden under Livets levende Lov, i den for sene Vished om, at kun i Ofret for den Anden er Livet for os selv.