Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

122

Men —

Dér sad hun jo, Jomfru Sorg i Silkeskrud med ledige, dådløse Hænder, ømme, bløde til det kvælende Kærtegn.

Å Helge, ser du hende ikke!

Hun mødte hans Blik. Det tindrede dybt inde, regnbuefarvet.

Å Helge, forstod jeg dig helt, ja kendte jeg dig helt!

Hilding skal fortælle mig om Barnet i Sorgens Stue.

Riborg rejste sig; rank og smidig gik hun hen til Klaveret, slog Tasterne an og sang, med Øjnene sænket:

„Byg dit Liv på Tro og Glæde“
har jeg hørt dem præke, præke,
„Glæden som fra Håb til Håb
kan dig smile ind i Døden.“

Nej, byg det da før på Sorgen,
stolt og hård og dyb som Fjældet,
der til jordens sidste Urgrund
strækker sine stærke Rødder.

Hun slap Tangenterne, vendte sig og gik lydløs tilbage til Stolen.

„Måske,“ Erasmus Globs Brilleglas så fra den ene til den anden af Selskabet, hans lange Mund smilte, „Men vi skulde dog vist bygge for flere end os selv, når vi byggede Hus. Kanhænde vi ellers en- Dag følte os fremmede i vort Hus og måtte ud at søge dets Beboer.“

„Ja, ja,“ Gorm rystede sit pjuskede Hoved, „kun på den Anden står Huset på Klippegrund.“

Eva så på ham.

Hans Hus skred ikke den Dag, hun gik fra dets Tærskel.