Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/136

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

124

Tave, som flakkede forbi Døren, greb Avisen, døv for Stuens Stemmer, lyttende til de tyste Trin histude.

Pludselig standsede han, i et Skrig. Munden stod åben i det sorte Skæg:

„Dér, dér, dér er det!“

Avisen raslede ned på Tæppet.

Hastigt, som et svævende Spindelvæv, var Fru Ellen hos ham; sky, med foldede Hænder, med Ansigtet løftet mod hans, fulgte hun hans Løb frem og tilbage forbi Døren.

„Hvad er der, Tave, hvad er der?“ Niels Hilding bøjede sig og tog Bladet op.

Hans Hånd slap, han stirrede på Maleren.

„Hængt sig —“ mumlede han, „død!“

„Ja, død !“ skreg Simon Tave i sit Løb, hans Hænder slog ned om hans Hoved, som måtte de klamre det fast, „for min Skyld, for min Skyld! Læs det: hans sidste Håb strandede! Og jeg — jeg — mig er det!“

Ellens Læber bevægede sig, de blege Hænder hoppede op og ned foran hendes Bryst. Øjnene stod opspilede i et Råb af Nød, som Barbara Crums i Dag.

Hun var standset nu, som sin Husbond, men uden at røre ham.

Evas Hænder greb om Ellens, for at standse dem, blot standse dem:

Se mig, å se mig, et Menneske, en Søster, ikke som Barbara ham, Sorgen!

Hvad siger I så!“ skreg Tave pludselig, han løftede sig vaklende op på Tæerne, „hvad siger I så! Var jeg så blind! Se mig, Morderen! Morder fra jeg blev til!“