Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/139

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

127

alle, med slappe Hænder. Med løftet Hoved stirrede hun stift bort i Luften.

Ved Mundens indsugede Læber en Dirren, en vild Triumf: Ser I!

„Å Jæmbæk, se at få Kalesjen spændt for, så vi kan følge Taves ned. Jeg blir der i Nat. Vi kan jo ikke lade Fruen ene med ham. Og skik Giggen efter Lægen!“ Globs skægløse Rageknivsansigt huggede fra den ene til den anden, han halede Kavajen over Skuldrene i et Ryk.

For hin unåelige Anden havde han ikke glemt de synlige. Han rejste jo kun for sin egen Formue, nøjsommere end en Håndværker. Godsets Indtægter gik til dets Fattige eller lagdes hen til dets rette Ejer. Og hvor han kom i de fjærne Egne, var ham hver Nødlidende den søgte Broder. Han i hvis Ring, der stod: „Jeg vil Retfærdighed!“

Og Gorm, hvis limskællede Hænder varligt som en Moders svøbte de våde Bind om Taves fortrukne Pande:

„Å at det skulde ende sådan, sådan med jer! Å Ellen, stakkels, lille Ellen, havde han nøjedes med at tænke på dig!

Helge knælede med Simon Tave i Favnen. Hans Blik stirrede undrende på de lukte Øjne.

Nu ved Gorms Ord løftede han det pludselig op til Ellen.

Eva skælvede.

I det Blik var den Sorg, som ikke er Synd. —

— „Fru Eva!“ Gorm rev Døren op.