IV
Nu dukkede Sanatoriets Tage op derinde i de mørkerøde Skove.
Fæstningsgrå steg de, med vindueshullede Mure, skuende ind i sig selv under Tårne og Gallerier.
Veje randt fra Blodskoven ud på den tangsorte Strand.
En Duft kom ud i Damperens Lugt af Vand og Kulrøg. En Duft af Forgængelighed fra den stigende Kiste derinde.
De stod ved Rælingen med deres Tæpper og Tasker.
Eva stirrede mod Sanatoriet, Helges Hjem. Hun vilde ikke se på de tre Beboere til det, som stod bagved hende.
Så hun dem og tænkte på, at imellem sådanne Ansigter var Helge voxet op, da var det, som svimlede hun med de visne Blade ned i Vandet.
Og hun skulde derop til selve Huset, hvor disse tre bagved hørte til, og hvor det vrimlede med sådanne Ansigter —
Hun skottede tilbage, mod sin Vilje. Så hun Helges hemmeligste Åsyn dér?
Rank, i sin Pelskåbe, stod den unge jødinde, med Hanskehænderne foldet over sin Bog. Hendes skrå
