Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

4

„Ja, men sådan er den dog bedst. Og hvor skulde Hannibal Gorm alene kunne passe den?“

„Nej, men —“

Haven på Strand, hvor grusede Gange flød om brede Plæner helt til Tjørnehækken langs Fjorden —. Skoven slugte jo hele Haven her. Men hun var jo heller ikke mere en Herregårdsfrøken. Og Helge holdt mest af en Have sådan, og han huskede på stakkels Hannibal Gorm, hun tænkte altid kun på sig selv.

Hun så lige et Glimt af Dammen, lergrå i Sivene, så stod de under Poplerne ved Lågen.

Stien svandt, mørkebrun af Blade, ind mellem Granerne. De unge Bøgestammer tættede, dybest inde. Sølvpoplerne raslede højt oppe.

Hun stirrede ind i Skoven. En bitter Lugt fyldte Mørket, som en Damp. Granernes Grene lukkede næsten for. Deres kolde Harpixos.

Hun så hurtigt op på Helge.

Han stod med det blege Ansigt foroverludet og stirrede derind. Hans Øjne var halvt skjult under Brynene, Underlæben dirrede, løs.

Hun vilde skrige, hun vilde gribe ham om Armen — Mørket blev levende, fyldt af ham, han som gød sig ind i det.

Poppelløvet raslede brat op, en Flok hvide Blade hvirvlede ned over Lågen.

„Helge!“ hun tog ham om Armen.

„Helge — å,“ hun rev hans Arm til sig med bægge sine Hænder, „kom nu dog, lad os nu dog komme op og få Lys. Her er så mørkt, jeg fryser.“