Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

5

Han så ned på hende, hans Øjne levede langsomt op igen.

Så sukkede han og trak Kappen sammen om hendes Hals.

„Ja Eva, nu går vi jo — som du vil.“

De gik op ad Stien mellem Ærterisene, Spindelvæv strejfede klamt deres Pander.

Lågen ruskede bagved.

Hun skottede tilbage. Poppelløvet hvidnede.

Helge måtte ikke være her.

Skæret fra Gorms Kvistvindue faldt ud over dem, de visne Blade flagrede over Trappestenen op til Havestuen.

Døren klirrede.

„Nå, dér er I, sikken Tid at løbe på! Teen er færdig.“

„Tak, Øllegàrd, Tak!“

I et Spring var Eva oppe på Trappen, rystende Kappen af sig, Poplens filthvide Blade fløj fra den.

Inde i Spisestuen skinnede Lampen, mildt og rigt, ned over det dækkede Bord. De hvide Undergardiners Blonder smilte.

„Helge, kom,“ hun vendte sig hastig, som havde hun glemt ham bag sig.

„Ja, ja,“ hans hvide Ansigt nikkede mod hende, roligt, „jeg kommer jo, alt hvad jeg kan.“

„Å Helge,“ hun så ivrig op på ham, „vort nye, lille Hjem — nu skal vi for første Gang drikke Te i det.“

„Ja, mit Barn,“ han kyssede hende men, så kolde hans Kinder var — og hans Øine, de blinkede sky mod Lyset — —

„Min lille Pige!“ han smilte pludselig, moret, mod hendes Spørgen.