160
Rude ud over Skovens blødende Sår til Fjordens fjærne, grå Lise.
Hendes Læber skælvede:
Helge, du som sendte mig til hende, er Riborgs Billede af dig også det rette og er mit kun Synd?
Nej, havde du da sendt mig herop?
Han havde sagt det: han var kommet sig.
Nu vidste hun det: Han forstod ikke Sorgen mere.
Men her var så stille mellem de hvide Vægge, at hun kunde høre de andre Kurgæsters Latter dernede.
Som jaget af Sted af Skovens Flammer løb de, løb.
Sara Hein løftede Hovedet og smilte. Så lukkede hun Øjnene og lagde sig til Hvile.
— — — — — — —
„Nej, men nu tager jeg også min Afsked.“
Overlægen stirrede, lænet mod Verandadøren, ud i Måneskinnet.
Blodskoven dernede sprudlede dybt og dunkelt. Fjordens Flor hang under Himlen.
„En Anden må komme, en, som ejer Troen og Glæden. For deri må det jo ligge. Jeg ejer dem ikke mere.“
Han vendte det blåbrillede Ansigt mod dem; de magre Hænder, røde af Kulden i det altid åbentstående Sanatorium, famlede om det hængende Skæg.
Sanatoriet steg bag ham, mellem Verandaens Tremmer, lystindrende, Ruderække ved Ruderække. Måneskinnet blånede over Tagene. Bygningerne svævede som i en Lysring over Skovene.
Lange Skyer drog sig hen gennem Himlen, lysende, stjærneprikkede.
