165
Og Du, Gud, der bandt vore Hænder sammen, stå mig bi!
— — — — — — —
Det elektriske Lys' Istap vågede.
Helge støttede Armen i Puderne, strakt i Sengen.
Dobbeltdøren dæmrede hornblank. Væggene steg fra Panelfarvens grønne Kær op i murhvidt.
Alt lyttede.
Bag den stængede Dør hulede sig de lange Korridorer, hen forbi Dørene, Dør ved Dør!
Månepletter stivnede fra Vinduerne derude på Linoleumsgulvet, Etage over Etage.
Og i hvert Kammer, hvidklædt, ventende eller blundende, en Beboer.
Alt lyttede.
Helges Øjne, Hånden i hans Tinding, hans bøjede Nakke.
Væggens hvide Felt stirrede stort bag hans Hoveds Skygge. Sengens hvidlakerede Bue stod på Post.
Den elektriske Lysperle vågede:
Jeg lyser, til det kommer!
Hvad kommer?
Ude bag de åbne Ruder Løvets Sislen, som en hæs Spørgen.
Luften åndede, som dugget Stål.
Eva trak knap Ånde.
Se, dér i det hvide Skær svævede Templets hellige Kalk, bævende fyldt af Æter!
Og de lå dér, Celle ved Celle, mange Febermunde, rede til at kysse den i Andagt.