Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

166

Hun vovede neppe at væde sine Læber.

Han derovre, å han skulde eje Drikken for sig selv: Luften, Livets Drikke.

Dødspræsternes Messe var forstummet.

Selv hin tungnemme Præst havde fattet, selv den slidende Hammer sov.

Ene, luftig og strålende svævede Kalken — —

— Hun strøg sig over Øjnene.

Havde hun sovet?

Nej, dér sad jo Helge, ventende.

På hvad?

Men — hun lyttede pludselig.

Det spørgende Sus derude var tætnet, som Suset af en Regn, men tør, let. En lydig Hvisken af Svar, uophørlig.

„Helge,“ hun sad ret op i Sengen, „det er, som falder alt Løvet i Nat.“

„Ja,“ hans Øjne stod mod hendes, sorte, „Nattefrosten er kommen.“

Hun åndede trangt.

Hun fornam i sin Gane Rimens Ribber.

„Helge, skal vi slet ikke sove i Nat?“ hun svøbte Kamelhårstæppet op under Hagen.

Den første Frost — nu skulde de sove i Vinterens Kulde, dette Hus' Beboere — til en Morgen Sneens Lagen skjulte dem alle.

„De er bleven så stille nu. Ingen hoster mere,“ hun hviskede, hun vovede ikke at tale højt.

Rimen og Stumheden lå på hendes Læber.

„Ja,“ Helges Stemme tonede, dyb mellem de øde Væg-