Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

7

i Avnbøgehækken, som brændte Ild gennem det visne Løv. En Raslen i de visne Blade, som puslede Vinden igennem dem, eller — var det — et Menneskes Trin?

Hun lyttede.

„Helge, kommer der nogen?“

Han svarede ikke, og Flagsnoren smækkede, forladt.

Men der var gået én forbi, i det visne Lav, én på Trin så lette som de faldende Blade.

Hun skottede om i Stuen.

Temaskinen skinnede kobberblank derhenne på Anretterbordet, hendes Syskrin sov i Karmen foran det nedrullede Gardins Begonieskygger. Ovnilden spillede i en lang Tunge opad Tæppepanelet, men — derudenfor —

Hun gøs. I det store Pløjeland, hvem hørte til derude, så tomt, så taust, kun Skyerne, Marker, Skove.

På Frederiksberg, dér færdedes travle Mennesker forbi hvert Øjeblik, med deres Skygger over Ruden.

„Tak for Te, Eva,“ han sad og smilte mod hende.

Hun så hurtigt på ham. Hans små, mørke Øjne, det sorte, lokkede Hår, den store, smilende Mund.

„Hvad tænker så sådan én på?“

„Å du — jeg kan vel også nok tænke! Helge, hvem tror du, det var, der gik derude?“

„Det véd jeg virkelig ikke,“ svarede han, han drejede sig halvt om mod Sofaen efter Cigaretæsken, „gik der nogen, var det vel en af vore få Naboer, og dem lærer vi vel nok at kende.“

Hun tav, men rynkede Brynene.

Nej, de Trin derude vilde hun virkelig ikke kende. Det var en Kvindes Trin, det var hun vis på.