Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

9

Måtte gå — jamen —“

„Å Eva,“ hans Øine rørte hende stadig ikke, hans store Hånd søgte frem i Halvmørket, „ingen har Eneret over den Anden; der er altid det til, der er stærkere, så Menneskene slippe — deres „Ret“.“

„Altid ?“

„Ja, Døden er der da, i hvert Fald; men skynd dig, mit Barn! lad os nu komme til at sove, vi har jo ikke haft ét Øiebliks Ro lige siden i Morges.“

„Ja,“ sagde hun.

Hun stod på det bare Gulv — så fattig, ja, så uden Ret, her i sit eget Sovekammer, i deres, den første Nat i det nye Hjem.

Uden Ret og uden Magt. Altid en Anden. Døden i hvert Fald. —

— Helge var sovet ind, som altid, efter Godnatkysset. Han var så træt efter Rejsen, han var jo ikke stærk, det var jo også derfor, de var kommet herover på Landet. Og så fordi han elskede Stilheden. Og de havde jo tumlet om lige fra i Morges, fra det københavnske Hotel, til de nu lå her.

Men desuden, han sugedes hver Nat bort fra hende. uden at hun anede det. Han havde lige talt til hende, og så pludselig fik hun intet Svar, kun hans stille Åndedrag.

Hun rejste sig på Albuen og pressede sine Øine gennem Mørket ned mod hans Ansigt.

Det lå begravet i Puden, ud mod Vinduet, mod Haven og Skoven.

De første Nætter, når hun havde vækket ham i sin Angst: