Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

10

„Hvor var hun? de nye Stuer. — Og Helge, åndede han ikke?“ Hun lyttede. Ikke en Lyd. Nattens Syden. Angst havde hun kastet sig over ham: „Helge, Helge, er du død?“ Og han var tumlet over Ende og havde stirret på hende — så uvedkommende, som var hun ikke hans, som havde han aldrig set hende eller Stuerne om dem.

Og, kendte hun ham, som sad dér, så stor og hvid? Ene med en Fremmed i Natten!

Til hun fløj om hans Hals i et Skrig: „Helge, det er mig! det er mig! tag mig dog, det er jo dig!“ Og det gav et langt Suk i ham, og hun følte hans Hænder røre sig om hende, og hans trætte Røst: „Lille Eva, hvorfor vækkede du mig dog?“ „Jeg var angst.“ „Angst, for hvad?“ „Å for — for du sov, og Natten —“ Og han smilte, sit utydelige Smil, og hun lå ved hans Hjærte og hørte dets Slag, men hun kendte ham stedse ikke. Hvorfra vågnede han?“

Eva sukkede. Nej, nej, nu vækkede hun ham aldrig mere, heller ikke nu i Nat, i dette nye Hus, i denne ukendte Egn.

Men hvor tungt sov Helge!

Om Morgenen var han ikke til at vække igen; hun kunde ligge bøjet over ham og kalde på ham og se, hvor hans Ansigt og hans hele Legeme stred, hvor han dukkede sig for hendes Stemme og Lyset.

Og hans Øjne, når han omsider fik dem op, så langvejsfra, så bristende, som var det ikke fra Søvnen, men fra Døden, han åbnede dem! Tætte var de, som af et fortroligere Mulm, end det hun kendte, end det hun havde sovet i.