Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

12

det perpetuum mobile, hvor Kuglerne endrægtigt hævede og sænkede hinanden? som Svar og Gensvar, sagde han.

Å, meget stygt måtte være sket her i Stuerne!

Hun havde strax første Gang, han viste dem om, følt Væggene så uhyggelige, som sad de fulde af falske Ord, af utro Kys, af Vrede og bortflygtende Trin.

Men nej, det var jo sandt, Veiassistenten havde jo ladet hende uhindret reise bort til den Anden. Det var jo det. Helge havde sagt, var retfærdigt handlet. At han kunde sige det!

Hun slog uvilkårlig i Tæppet: Ens Ret var vel ens Ret!

Hun måtte tale med ham om det i Morgen, hun måtte vide, om han virkelig mente — sådan —

Nå, men så siden havde jo Malerens boet her, dem Helge havde arvet Atelieret efter deroppe: Simon Taves. Hun huskede dem fra Foråret i Forfjor, da hun og Helge var forlovede, og de var nygifte.

Så glade de var for hinanden, skønt de lignede hinanden så lidt: han så brun, så brændende, som en Flamme, hun så lys, så stille, med så blege Øine og blege Hår — som en Åkande.

Hvordan mon de havde levet her, de to, som var så forskellige?

Når Hannibal Gorm talte om dem, blev hans gustne Fugleansigt så bekymret, og han knugede Hænderne så tæt, som måtte han holde noget sammen, der vilde briste — Gorm, der altid led sådan, hvor Mennesker ikke svarede til hinanden, sådan som hans to Kugler skulde det.