Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

13

Retfærdigt havde Helge sagt, at Gorm handlede den Gang. Ja han, men hun?

Han elskede hende jo, og hun havde sagt, hun elskede ham, så havde intet andet Ret over hende, og Gorm ikke Ret til at slippe hende! Nej, Uret havde han mod — ja, mod alle!

Det manglede bare, man kunde elske, og så glemmes af den Anden, for en ny, en Tredie! som om den kunde elske bedre og have mere Ret!

Hvert Menneske havde sin „Anden“ og kun den!

Nej, fejt var det af Gorm, og af Helge, at han syntes det! Man skulde vel ikke sådan uden videre give Slip på sin Anden; ens Ret var vel ens Ret, den skulde ingen tage, heller ikke den, der havde benådet en med den. Og det var dumt: den, der var ens Anden, den var vel også ens Bedste, mer end sådan en Tredie og ny! Tabte man sin Anden, da tabte man sig selv.

Moder, å Moder — Jamen havde hun ikke netop erfaret det: det var dumt og det var feit? Og Fader var jo dog død den Gang.

Men, om han ikke altid havde tiet og blot stået der, så forladt, og stirret fra Gavlruden imellem Seletøjet og Kanerne ud over det smalle Fjordvand og Sivskovene, der År for År groede tættere til, da havde måske lille Moder ikke forvildet sig så utrøsteligt: „Eva, Eva, hvad var Ret?“

Ret var: at give sig helt hen og så forlange den Anden helt, og ene.

Havde hun Helge helt? Før i Skoven, og nu som han sov dér så tillukt.