Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

14

Hun vidste, så dybt sov hun aldrig, at hun ikke fornam ham i hver Pore. Men han friede sig fra hende i sin Søvn, som var han mødig af hende fra Dagen.

Han brød sig ikke om at gense hende en Gang, men vilde kun sove i jorden, helt ene —

Å, Helge var ikke stærk, det var jo derfor, de var flyttet herover, så nødig hun vilde —

Men så skulde han samle Kræfter her og elske hende, mere end Mørket og sine Tegninger!

Stuerne derinde skulde komme til at smile mod ham med hendes Smil, så han kun så hende, hvor han så! På sine Vandringer kunde han gå vidt nok fra hende!

Hun huskede det fra København, når han kom hjem og sad dér på en Stol i Stuen, som en Fremmed og glippede med Øjnene mod Lyset, og rå Kulde åndede om ham fra Valby Marker.

Og de store Skove her —.

Den Sti derovre, at den også skulde stå åben sådan lige ind mod Haven! Det var jo, som hele Skoven gabede mod dem og Huset.

Han havde taget alt fra hende, og hun skulde begynde helt forfra.

Stuerne var så tomme, så stumme, som var alle Mennesker flyttede ud, også de, som hviskede ene det visne Løv om Murene, som Skridt, som lette, listende Skridt — — —

Hvem var det, der kom derinde på Skovstien?

Hun vidste, der kom én, selvom det raslede så sagte, som raslede kun visne Blade over visne Blade. Hun vidste det fra Helges Arm, der rykkede i hendes, som skulde han gå, møde den derinde.