15
Hvem?
Hun stod jo hos ham, hun, den Eneste!
Men som hans Arm rystede!
„Det, der er stærkere end Mennesker“ — Hvad var stærkere end hendes Kærlighed? Den skulde holde ham tilbage!
Skønt det græd i hans Arm af Længsel, af Trang, hun slap ikke!
Men nu —
Mørket bevægede sig, et Ansigt fødtes —
Du gode Gud! det var jo Helges eget!
Nej, nej, en Kvindes —
Så hvidt et Ansigt, med sorte Fletninger om Panden, med store, stumme Øjne, med en skyggemørk Mund —
Helges Arm drog i hendes, som i Drift, men hun bed sig fast i den. Nej, nej, lignede hun dér end Helge, som aldrig hun selv, hun var den nye, hun kom fra Skovene, hun havde ikke Ret. Eller — hun selv slap ikke sin!
Det raslede op i Sølvpoplerne over deres Hoveder.
De hvide Blade hvirvlede ned i Stimer. Skoven bruste op over dem som et Hav.
Et Pust af Løv og Blod. Det hvide Åsyn stirrede.
„Helge!“ hun kastede sig frem foran ham, „husk mig!“ — —
— — Det skinnede i hendes Øjne. Hun stred mod Kvindens Hænder.
Nej, nej! jeg slipper ham ikke! han må ikke dø! — —
Hun så ind i Helges Øjne.
Et bleggyldent Lys flød om ham. Kulde duggede hendes Ryg og Nakke. En tæt Pippen.
