Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

15

Hvem?

Hun stod jo hos ham, hun, den Eneste!

Men som hans Arm rystede!

„Det, der er stærkere end Mennesker“ — Hvad var stærkere end hendes Kærlighed? Den skulde holde ham tilbage!

Skønt det græd i hans Arm af Længsel, af Trang, hun slap ikke!

Men nu —

Mørket bevægede sig, et Ansigt fødtes —

Du gode Gud! det var jo Helges eget!

Nej, nej, en Kvindes —

Så hvidt et Ansigt, med sorte Fletninger om Panden, med store, stumme Øjne, med en skyggemørk Mund —

Helges Arm drog i hendes, som i Drift, men hun bed sig fast i den. Nej, nej, lignede hun dér end Helge, som aldrig hun selv, hun var den nye, hun kom fra Skovene, hun havde ikke Ret. Eller — hun selv slap ikke sin!

Det raslede op i Sølvpoplerne over deres Hoveder.

De hvide Blade hvirvlede ned i Stimer. Skoven bruste op over dem som et Hav.

Et Pust af Løv og Blod. Det hvide Åsyn stirrede.

„Helge!“ hun kastede sig frem foran ham, „husk mig!“ — —

— — Det skinnede i hendes Øjne. Hun stred mod Kvindens Hænder.

Nej, nej! jeg slipper ham ikke! han må ikke dø! — —

Hun så ind i Helges Øjne.

Et bleggyldent Lys flød om ham. Kulde duggede hendes Ryg og Nakke. En tæt Pippen.