Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

18

„Vel er vi kommen herover, men derfor skal vi da inte la' os sla' ihjel.“

Hun hev en Dusk grønne Toppe ned i Vasken og postede med fremskudt Underlæbe Vand over de laxerøde Rødder.“

Eva smilte. Aldrig tilgav Øllegård Helge, at han havde vovet at ægte hende, og tilmed flyttet hende herover i den vildene Skov!

Ak, Øllegård, vi frygter bægge den vildene Skov, jeg for hans Skyld, og du for min — jeg , som er den Eneste for dig, mig, du ikke turde forlade, den Gang da din egen Lykke kaldte dér på Strand, i Møller Markus' hørblonde Skikkelse, jeg, som neppe havde Fader eller Moder, som du måtte blive hos og våge over.

Gamle, stridige Øllegård, som gerne gik i Døden for mig — og gerne bragte Døden over hver den, der sanser andet end mit Vel!

„Ja, ja, Øllegård, nu skal du få den til i Nat,“ smilte hun.

„Ja, Jomfruen må undskylde,“ Gorms Uglehoved bukkede sig over Gelænderet, hans Briller søgte nærsynet mod Øllegård, „den Dør har såmænd så stået uaflåset hele Sommeren. Men undskyld mig nu, nu må jeg ind, jeg kan høre, at Limen koger, og der er netop i Dag noget, jeg — —“

Hans Filttrin tøflede om bag ved Skorstenen.

Eva så uvilkårlig ud i Haven.

Dér hvirvlede de to små Træmennesker på deres Stage ved Køkkendøren de solblinkende Arme omkring efter hinanden, bestandig omkring, men aldrig nående hinanden.