Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

20

Naturen, der randt tro som en Kilde og kun lyttede til sig selv.

Stien sank stejlt ned mellem Kronerne dybere nede. I en hvid Lysvifte stod Solskinnet ned over Løvet, der tændtes i Disen, som brogede Skærver under Havet.

Skovvæden piblede gennem deres Hår, nedad Ryggen.

En Bæks Rislen pinglede enligt. De gule Blade sejlede et for et gennem Solskinnet, som var de selve dets gyldne Dråber.

De amplede sig nedad mellem Avnbøge og Brombærkrat, glidende i Leret.

„Helge, tror du aldrig, vi får Herremanden ovre på Globstrup at se?“

„Det gør vi vel ikke, han er io aldrig hjemme. Vil du gerne se ham?“ spurgte Helge, hans Hue dukkede mellem de endnu helt grønne Yperngrene.

„Ja—a,“ hun holdt sig fast i Benvedbuskene, „sådan en — han må jo da være helt gal! For det Testamentes Skyld at fare hele Jorden rundt for at finde ham, der er den rette Ejer! Og så er han det måske endda ikke, hvis han en Gang finder ham. De siger jo, at Testamentet er ægte nok.“

„Javel, men når Erasmus Glob nu ikke selv tror, han har Ret til at sidde på Gården.“

Helge slap sin Gren og lod sig dumpe det sidste Stykke ned. Det gav et Svup i Løvdyngen som i en Svamp.

„Jamen,“ hun holdt sig stadig fast og plirrede med Øjnene ud over Dalen, „når ingen sagde noget —“

Hans Ansigt vendte sig opad, hastigt.