Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

21

„Det mener du ikke, Eva. Han kunde da ikke finde Ro. når han tror, den Anden har Ret!“

Den Anden — å, man kan da ikke altid tænke på den Anden, så kunde man jo slet ikke leve tilsidst!

Hun så ned på Helge; så smilte hun.

Jo, jo, hun tænkte på ham, hun vilde tænke på ham, aldrig på sig selv!

Men Helge, det var jo ham, hun elskede, den eneste, hos hvem hun kunde leve!

Men den ukendte, hvad kom han dog Erasmus Glob ved?

Og den Lampe, som brændte derovre hver Aften, Året rundt, efter Mørkets Fald, fra Vinduet ned gennem Poppelalleen, om den rette Ejer skulde komme forbi, landflygtig ad Landevejen — —

Nej, hvilke mærkelige Mennesker her dog levede! mon de blev sådan i de store Skove? Og nu de Taves, de skulde til, nede ved Fjorden —

Men Helges Øjne mellem de grønne Yperngrene, som de forskede på hende, tætte, brune!

Å Elskede, jeg vil jo alt, hvad du vil! Det er jo stort, det du synes, men —

„Helge!“ hun hoppede ned mod ham, tværs igennem Spindelvævene, og kastede sig leende om hans Hals.

„Helge! Helge!“ og hun kyssede hedt hans Øre, hans Nakke, hans sorte Hår.

Jeg vil jo altid, hvad du vil!

Hun smilte pludselig.

Min Ret skal gamle Øllegård Farre nok forsvare!

— Paa den mosgrønne Vig inde mellem de blåskyg-