Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

22

gede Ege- og Bøgekupler skinnede en Birk i sit luftige Guldslør. Grøftens Vand hvidnede i det mørke Græs.

Eva skottede til den.

Syntes den også, her var for rødt og for sort her i Skoven?

Så, nu gik de ind mellem Graner — uf, så fugtigt!

Solen lå i Striber over Nålenes Plys, men i Skyggen fnuggede Duggen tæt. Her stank af Benzin og Blæk. Her var som i en Skov i Skoven, så trangt, så stumt. Se Skarlagenspaddehattene — men —

„Nej, Helge,“ hun sank ned i Nåleslimet, hun havde foldet Hænderne under Hagen, „se Dukkestuen!“

Dulgt mellem Stammerne, i Greneflagernes Mørke skimtedes Dukkehuset, rejst af Grangrene, tækket med Ris og Kviste. Ruderne, af rødt Glanspapir, ulmede som Øjne. Kogler hang over Taget.

„Jamen Helge, hvem — Børn kan da ikke lege her, i Skoven.“

Inde i Stuen sås en lille Bænk og et Bord med Nødder, Bog og Brombær på et gult Lønneblad.

Hun stirrede.

De, som boede derinde, spiste af de Bær og kiggede ud i Skoven —

Men, så dybt inde, så mørkerødt — hvem —

„Å Snak!“ hun sprang op og plukkede Nålene fra sin Kjole, „det er jo Børn, hvor de så er fra!“

Helge smilte. Hun blussede.

„Å, du skal slet ikke —! Man bliver jo underlig af at gå her i så stor en Skov.“

— „Helge, det er da meget længere, end han sagde, Gorm,“ pustede hun.