25
Og lå han dog ikke som Barnet på hendes Skød og fordrede Livet af hende, hun, der havde født ham ud af det Mørke, hvori han sov så dybt?
Helge, den dødsviede, Barnet, der kostede sin Moder Livet, og hvis Fader ved ham bragte Døden over sin Elskede, den brystsyge, hvem Fødsel var forbudt, og selv, for Helges Barneøjne, forblødte sig i Længsel og Bod, til han lå derovre i Sanatoriet og på sit Leje i Liggehallen forklaret stirrede ud over Skovene, hvor de nu sad.
Helge, der i Fødslens Øjeblik mødtes med Døden, der skyldte Døden sit Liv.
Hun gøs sammen.
Hvad havde hun indladt sig på? Genopvække den, der gennem sin Moders sønderbrudte Skød fødtes til Døden; der åndede Døden ind ved Foden af sin Faders Leje; der ved hans sidste Kys tog Døden som sin Arv, og hvis Tur det nu var! I Naturens Gang havde hun blandet sig ind, frækt, fordi hun måtte elske. Og nu?
Vilde hun nu give ham sit Hjærtes Blod, som Moderen dér sin Spæde? Hun, som kun vilde have ham, fordi hun elskede ham!
Elskede ham — det hun havde troet, var så stort, så ringe mod Moderen dér, mod Hannibal Gorm og Øllegård Farre derhjemme, mod Erasmus Glob, de, som glemte sig selv i den Anden. Hun så kun sit Selv i Spejl.
Men den Dag i Pensionatet i København, da hun havde spillet for ham, til hun pludselig ikke kunde mer, men måtte, måtte hen til ham og kaste sig på hans Skød og kysse ham, kysse ham, han, som ikke fattede, ikke så,
