Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

26

den Dag overtog hun ham fra Gud, og for Gud var hun ham skyldig!

Hans Moder var hun, og så krævede hun ham som sin Elsker!

Eva så op, svimlende.

Måtterne over Gulvet, den gule Væg derovre med de stiliserede, grønne Liljer —

Hun sejlede bag de store Atelierruder som i et Glasskrin, over de gule Skove, over den bølgerillede Fjord.

En Måge flakkede ned forbi Ruden, snehvid, så hun glippede ad dens Lys.

Hun gik lige mod Helges Ansigt dér, slyngede sine Arme bagfra om hans Nakke og drog hans Mund til sin i et Kys.

„Eva dog,“ hans Øjne sprang sky ind i hendes.

Hun slap ham, lod Armene synke og så omkring sig i det solfyldte Rum med de spanske Vægge og de store Keramikkrukker.

Det gav et let Stød, som bumpede Luftskibet sig fast på en Klippe.

Vandet dryppede tonende fra Viftepalmen derhenne. En Lugt af Oliefarve og solsvedent Strå. Den lille Sisken prøvede sin Afskedstrille.

Ellen Tave så op. Det blege Ansigt med de blege Øjne, med den blege, halvåbne Mund, som en Blomsterflig. Barnet vendte sit lyserøde Hoved om mod Eva fra det blottede Bryst.

Simon Taves magre Fingre standsede, spilte i det sorte Skæg. Hans sorte Øjne stirrede fraværende. Sveddråber hvidnede tæt i Pandens Furer.