Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

27

Hun blev blussende rød, krummede Hænderne sammen og vendte sig halvt til Siden, i Skjul.

„Men nej, det er det, Kolind,“ brast Tave løs, hans Øjne brændte i Luften, „— sidder der nu ikke i en anden Stue en Anden, som har lavet et Billede mere værd end mit dér, og som dog blir den, der taber, fordi — ja fordi mit kommer der? ja, et ungt Geni måske, skabt til at tale om ukendte Ting — og som ser, de foretrækker det dér, og forvirres og glemmer sig selv, og blir blot en ligegyldig, en som jeg. Eller — en ung Mand, kun en ung Mand, som med Negle og Klør har klamret sig til den Konkurrence, for Forældres, Formynders eller sin egen Skyld — han kan tro på den, den er det sidste. — Eller måske en Mand i min Alder, endnu mer trængende end vi: han er drevet ud til det yderste, det står på: Enten—eller, skal han og hans leve eller dø! Og så, jeg kommer og tager det: den forfaldne Husleje, Børnenes Klæder, Brødet i Morgen. Og han springer ud. Jeg har voldt det! Ja, om så mit Billede er bedre end hans, jeg har voldt det!“

Simon Tave sank i Knæene, det mørke Skæg bed om Fingeren.

„Lots Hustrus“ forstenede Nakkedug knejste bag ham mod den røgrøde Himmel, hendes Hånd skyggede som en Sten over Øjenhulerne. Sodomas og Gomorras Brand takkede sig langs Horizonten.

„For — til de store, dem, som har Ret til at slå ihjel, hører jeg ikke. Måske en Gang, men — jeg kom til at vende mig, som hun dér, og så de Andre. Å Kolind,“ han rettede sig, med Skuldrene op om Ørene, Hænderne