Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

28

greb i det sorte, tætkrøllede Hår, „fri mig for at se de Andre eller — jeg blir til Sten!“

De Andre — hvad var det, hun hørte?

Det vaklede under hende. Et jag af Skygger rundtom. Fyldtes dette Rum med Alverdens Ånder: „Jeg! Jeg! Jeg!“

Pludselig så hun Ellens Ansigt.

Hun sad bøjet frem over det sovende Barn og stirrede på sin Mand. Ansigtet stod åbent, hvidt, med Øjnene som to Dugdråber. Barnets Åndedræt puslede trygt. Men Moderens Barnemund dirrede.

Helge stod duknakket. Der var en lyttende Stirren i hans Øine, som i Nat, i Drømmen.

Eva rettede sig hastig, kold til sine Fodsåler.

Helge, nej, han måtte ikke lytte!

De Trin havde lokket hans Fader bort, de kaldte nu ad Simon Tave, Dødens Trin, Trinene af den Anden.

Simon Tave — dér sad den Anden, hvem han blandt de myldrende Millioner skyldte sit Selv, ene hun!

Og Helge, skyldte hun Helge alt, han skyldte vel da hende sit Liv!

Ja, om hun kunde overdøve de fjærne Trin. —

„Helge, vi skal gå. Nu har vi jo fået Nøglen.“

Ja Taves, hvad brød hun sig om det, om hun stødte dem? Hvad brød hun sig om alle Mennesker? Hun så dem ikke! Helge, det var vel hendes „Anden“.

— — — — — — —

Oppe mellem Stammerne så hun ned over Fjorden.

Nu var den grå som under en Hinde. Skovene histovre strakte sig rustrøde. Himlen lukkede tågegrå. Vissent Løv glippede ned gennem Kulden.