Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/42

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

30

Løvets Bærlugt hang som en Em mellem Stammerne, der gled forbi om den trange Sti mellem hverandre.

Løvfloret svævede deroppe, i ulmende Rødt. Klamheden fra Løvet og Mulden, der nu favnedes i et fortærende Favntag, steg som en kold Sved om hendes Lemmer. Himlen dråbede blytung gennem de tyndslidte Kroner. Buskene flød gultdæmrende.

— Helges Ryg standsede brat foran hende, med sænket Hoved.

De stod i den lille Lysning ved Birken. Den skimtedes knap i Mørket, lænket i sin Flugt mellem Bøgenes og Egenes sorte Volde. Sletten lå på sit Ansigt med Ryggen til og sov. Fin Tåge svævede mellem Stammerne.

Men der foran dem i Græsset og Løvet et mørkt Legeme, blødt, og —

Å, hun åndede, en Lugt midt i Råddets fordærvede Sødme: varm, ru, rivende hendes Gane.

„Eva, se —“ Helge knælede ned, hans Stemme hviskede, „se.“

Han løftede en Rås Hoved op, sortebrunt, med tilknebne Læber og blodige Øjenstrimler. Kroppen lå presset ned i de mørkerøde Blade, med sivende Blodpletter i det rimgrå Skind, med Benene under sig som knækkede Stænger.

Han lå med Råens Hoved mod sit Knæ, klappende den lurede Pande, stirrende ned på den, dumpt, som sank han gennem dens tilklemte Øjne ned i dens døde Legeme. Dens Hoved sov, overvældet.

Eva syntes, i en pludselig Svimlen, at alt det røde Løv