Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

31

om dem og over deres Hoveder, dryppede som deres Blod, Råens og Helges og hendes.

Ikke en Lyd. Kun de hængende Blade, og Engen, der sov hårdt, med Ryggen til, som Råen dér i Løvet.

Han slap Dyrets Hoved og reiste sig, lydløst. Det sank ned i Bladene, i et Smil, overvældet af Søvn, af jorden.

„Den har fået Skuddet, så den døde først her,“ sagde Helge.

Han væltede en Bunke Løv henover dens Hoved, Bølge på Bølge. Nu tog jorden den. Mer og mer. Hun så, hvor den puttede sig i dens Skød.

— De gik videre, fremad. Den krasse Blodstank sødedes af Løvets.

Hun stirrede; hun så hverken Vej eller Sti nu i Mørket, under Grenene, men han gik, med oprejst Hoved, uden at tøve, med tunge Skridt. Hun fulgte ham, vejløs, med Hjærte og Øjne klemt sammen af Skoven.

Og Råen lå bag dem.

Ja, dér gik han; uden et Ord til hende raslede han hen, ene med sig selv.

Glemte han, hun var til, her hvor hun efter hans Vilje løb i den fremmede Skov? var hun kun en tålt ved hans Side, og alt nu halvvejs glemt?

Hans Legeme, var det hende nær, det hun havde vakt af dets Søvn ved sit, men hans Sjæl, red den på Råens Ryg sit Skumringsridt ud gennem de blodrøde Skoves Duft?

Var hun ene her i Efterårsskoven med den, der var Skoven hjemfalden, som Bladet, der nu strejfede hendes Pande.