Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

36

ned gennem Mørkdal Skov til den lille Brugsforening i Højen Landsby.

I over en Time havde kun et Par enlige Skikkelser passeret ad Kongevejen derovre, og en eneste Vogn, med hvid Hest.

Ad Vejen her udenfor Havegærdet kom ingen; der kunde gå Timer hen, uden nogen gik langs Hækken.

Det var jo ved den gamle, længst nedlagte Landevej, hun sad. Kun et Par spredte Huse lå ved den, deres, Skolen og Jagtjunker Crums.

Så svandt den ind i Moserne og Skovene.

Eva bøjede sig over Sytøjet. Nålen gik ud og ind. Uret haltede hen.

Hun åndede Rosenduften og Aftenens Klamhed gennem Ruden.

Ja, nu sad hun her atter i Tysthed fra Skove og tomme Marker, under den grundende Himmel, og lyttede til Urets Ekko gennem de tomme Stuer.

Hendes Hånd gik med Nålen, Blodet mumlede ved Pulsene, men hun svævede, svævede, opad, bort — —

Hun vågnede i et Ryk og stak Nålen fast i Kraven.

Nej, nej, hun vilde det ikke! Hun huskede det nok fra Barndommen, på Strand!

Hvor hun de mørke Vinterdage løsnedes fra Gulvet, hvor Øjnene dyssedes til, og Hænderne lammedes om Legetøjet og Bøgerne, mens Hjærtet i hende langsomt ligesom lænede sig tilbage ind i noget svimlende sødt — til hun vågnede i et Sæt, som var hun ved at rutsje —. Og hun sad dér, med klam Pande og Hænder, famlende som i Blinde om sig, skamfuld og syg.