37
Å de Eftermiddage på Strand —
Jo, hun kendte den, Stilhedens og Mørkets Gift, Dvalen mellem Liv og Død, uden Livets Flugt, uden Dødens Vægt, Sørgmodighedens Skindød.
Å Helge, Helge — —
Hun havde åndet den ind med Luften på Strand, denne Luft i Slægternes ældgamle Hus, Gården fra Valdemarernes Tid, ved Rind tilgrote Fjord, hvor Vejene randt vidt udenom, hvor Tømmeret sukkede af århundredgammel Ensomhed.
Å Strand Stuer, hvor Lyset svævede sølvmat over ældesorte Stoles Ring om stumme Borde, og Blink af Ridderes Rustninger eller Damers Ærmelin spøgede fra Panelerne — Låsenes Forgyldning glødede i Dørskyggerne.
Strand Korridorer, hvor Fremmede i Blinde løb på, mens Husets egne Folk søvngængersikkert færdedes i det trælugtende Mørke.
Strand Kældre med Spor af Lænkers Rust, med brønddybe Stentrapper, med Gravkulde under alle Husets Gulve, Kulde, der midt i Dansen kunde klamre sine Dødningefingre om ens Ankler, og i de ensomme Timer listede sig om Fødderne, der sky flygtede til de åbne Kaminers Rist.
Strand Lofter under de vældige Bjælker, som under Tidens Ribben, hvor Slægternes Dragkister sov som Sarkofager. Hver Dragkiste gloede i Mørket med runde Øjne: Slægtens Våben og Ejerens Navneslyng i uforgængeligt grønt og rødt.
Hver ung Mand af Slægten, der var blevet skikket til
