Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

39

vejens Popler øjnedes allerfjærnest mod Horizonten, borte over Rind og Rindgården.

Tyge Flemmings Blik under de lyse Øjenvipper groede til, matblåt, lukt, som Vandet under Sivene.

Men nede i Stuerne, i Stuen mod den velholdte Park, sad Moder, krøben ind i Vinduesnisjen efter Lyset, med Bogen på sine Knæ og det blondtlokkede Hoved sænket over den. Uret stødte og sukkede, sukkede og stødte.

I Formiddagens dybe Stilhed steg pludselig Øllegård Farres ru Stemme op fra Køkkenet i Dybet.

En Vogn larmede over Gårdens Brolægning, rungede ud gennem Porten og svandt i Sandvejen.

Uret stødte og sukkede, sukkede og stødte.

Moder løftede Hovedet, så ud og trak Vejret langt, så Skørtet bølgede om hendes Fod. Med Hænderne flettede i hinanden om Bogen stirrede hun gennem Gitterruden ud over Parkens Graner og Cembrafyrr, Sørgebirke og Lysthusets Rørtag dernede.

Møllen på den hinsidige Kyst over Sivskovene drejede ustandseligt sine Vinger.

Kirken skinnede hvid med sin lange Mur og den lille Tepavillon, letsindige Flemminger en Gang egenmægtigt havde bygget til på selve Kirkegården.

Fru Inger smilte, skælvende sødt, bøjede sit Hoved og hulkede som et Barn i sin sorte Nisje.

Det haltede tungt ude gennem Korridoren, Dump på Dump som af en Hov.

Eva spejdede mod Døren, hendes Ben krøb helt ind under Stolen.

Mørket bevægede sig, og Farfader dukkede op, som et