50
— Ude på Gården ved Frederiksborg Landevej, i de små, skimmelgrønne Værelser, bag Rudefelterne og de ustandseligt raslende Popler, drog hun sig i Stilhed tilbage fra de andre to og op på sit eget lille Værelse i Gavlen.
Moder, hvad havde hun vundet? spurgte hun sig selv. mens hun sad her ørkesløs, med Hovedet mod sin Hånd, og stirrede over mod Gartneriets Drivhusrude og den kulbrune Røgtåge inde over Nørrebros Skorstensskov, mens de talrige Vogne nede på Vejen rystede hendes Rude og hendes Spejl.
Sad hun nu ikke her, atter på en Gård på Landet, tilmed en lille og halvtforfalden Gård med udstykkede Jorder, overtaget for hendes sidste Penge? mens Arild Krans, pengeforpint, tumlede med det ham ukendte Landbrug eller travede om inde i Byens Gader, på forgæves Jagt efter nye Lån — eller gamle Glæder.
Ja, i Nærheden af København kom du!
Automobilerne bruser os forbi, Flyttevogne og Fragtvogne ryster Murene, på Vej ind til Byen. Men vi sidder her og ser Lysene skinne inde på Nattehimlen, Lysene fra hint snurrende Ildhjul, i hvis Skin du første Gang så Arild Krans —
Og Eva spurgte sig selv, om Moderen var lykkelig nu?
Forleden, var hun da ikke kommet op til hende i Skumringen for at få sig en Sladder som i gamle Dage? og havde glemt sig selv et Øjeblik og ladet Tungen løbe som i fjærne Aftner på Strand — til hun pludselig blev vakt op ved Skridt nede i Stuen og havde rejst sig fra
