52
Ja, dér, en Gang, hos en Mand, dér fik hun vel Hjem, fik Ly igen, fik Fader og Moder og —
Hendes Kind brændte mod Armen, Læberne pustede kort, det stak hedt under Knæene — å, hun måtte have Vinduet op!
Rå som af Jærn og Sod bed Luften hendes Ansigt. Ildskæret fra Nørrebro glødede over Poplerne. Vognkørslen rumlede, tættere og tættere, Lygteskæret kryssedes over Heste og Kuske, nu i den stærke Færdsel ved Femtiden.
En Automobils Horn gjaldede; som en Bold af Mørke fjedrede den frem. Benzinen stank. Cykelklokker kimede.
Alle de Vognes Travlen mod Byen, den rørte hende ikke, Stedfaderens og Moderens Lykke og Sorg dernede, de angik hende ikke.
I Strand Stuer, dér færdedes nu Fremmede.
Når kom den til hende, som kun var hendes?
Hun klemte Hænderne sammen, stakåndet. Kun min, som jeg kun hans!
Fader, hvorfor havde Moder ægtet ham?
Hun havde spurgt Moder en Gang, Konfirmationsdagen, da Mindet om Fader under Orglets Pres sprang frem, mens den lange Kjole tyngede så ansvarsfuldt.
Moder havde blusset og flakket hjælpeløst med Øjnene. Men Eva havde blinket, hård i sin Følelse af egen Skyld og bidt Læberne fast sammen.
Hun måtte vide om Menneskenes Færd mod hinanden!
„Å Barn,“ Fru Inger havde værget for sig med den
