54
og plirrede frem for sig med de blå Øjne, rød i Kinderne, med fugtige Læber, „han var — ikke et rigtigt Menneske, din Fader, ikke som vi andre, han var ligesom — ikke — selv til —“
Eva mindedes pludselig sin Faders rystende, kolde Hænder, hans gultplettede Tindinger under det røde Hår, hans stammende Stemme — at han aldrig kunde fordøje sin Mad.
Og hun gøs som Moder, af ét Kød, for et fremmed, koldt Væsen — hun, der den Aften ved Vinduet i Hovedvagtsgade, fyldt af sin Slægts Blod, havde frosset ensomt ved sin Moders Glød — —
Arild Krans — hans spillende brune Øjne, hans røde Læber, hans varme, hvide Hænder.
Å, af hvem var hun? hvem hørte hun til?
Hun strakte Armen ud fra sig: Hos sin Elskede hørte hun til, ene i Verden!
Vognlarmen var stilnet nede på Vejen. En fuld Mand hujede.
Poppelgrenene skurede mod Muren. Musene gnavede bag Tapetet.
Syndefaldet? Å, så vilde hun Synden!
— Til hun vågnede en Dag, og Øllegård sad dér, ved hendes Seng, i Kammerets Morgensol.
„Ja nu er de så henne,“ hun glattede med Hænderne over sine Knæ og så med fremskudt Underlæbe ret ud af Ruden.
„Hvem?“ Eva stirrede ind i Soltågen, mod et forvirret Minde fra Natten om en bortrullende Vogn, en Vogn, hvis Hjul kom fra hendes Hjærte, og som hun måtte standse,
