65
kendte det ikke før. Hvor kan det ske? Å,“ der skar et Gys igennem ham, „blot — blot at sige det! slippe det over sine Læber — slippe sig over i en Anden!“
Hun sank mod hans Knæ.
„Helge, så elsker du ikke. Jeg vil jo kun forsvinde i dig.“
Han så ud over Tagene. Skumringsluften tav nu efter Klokkebuldret, dobbelt vid og tom.
„Eva, du sagde det jo selv: Vi er to. jeg er ikke som du. Men, jeg kan ikke undvære dig, nu,“ hans Hånd skælvede i hendes, „ikke dine Øjne, ikke din Mund, ikke at høre dig om mig. Og,“ han krøb sammen, „jeg tør ikke.“
„Tør ikke — hvorfor?“
„Det — det véd jeg ikke.“
„Jo Helge, fordi det er Gud.“
Han rystede end en Gang, som i Træk, så bøjede han, lydig, sit Hoved mod hendes.
„Ja, Eva, ja, jeg må — skønt jeg ikke fatter: hvordan.“
„Hvordan? blot elske. Så gives os det altsammen.“
Hun hørte sin egen Stemme, barnespæd, i den lavloftede Stue.
— Han fattede det ikke, men han lød. Fra den Aften var han hendes, ikke af Lyst, men af Nødvendighed, tro som en Hund, men med så fjærne Øjne og med så bøjet Ryg.
Som en Meteor, uberegnet, var hun faret ind i hans Livs Himmelsystem. Nu kresede hun med dér, helt hans, og han skred videre ud mod sit Væsens Måne.
