68
Eva fløj op, med bægge Hænder gribende for sig.
Helge! Helge! Kom det nu og tog hende, Mørket, Døden, fordi hun havde vovet sig herind, taget dets Barn og Bytte fra det?
Det gamle Ur stødte og sukkede, sukkede og stødte, alt for dybt inde i sine Minder til at agte på det nuværende, til at hjælpe hende, der skælvede ene.
En Dunken, brat, hård — luk mig ind! du skal!
Nu vågnede Stuerne og lyttede. De så ind gennem Døren derhenne: Hvem er det, der vækker os?
Hun stod nu midt på Gulvet — Gorm, Hannibal Gorm — —
Dødsstille hang Loftet over hendes Hoved, som hele Aftenen, men hun vidste det jo: han sad dog deroppe, som alle Aftener før, sammensunket i sin udskårne Armstol og stirrede gennem Kvistvinduet ud over Skovene mod det fjærne Fyrblink. Helge havde sagt, hun skulde kalde på ham, hvis —
Men nej! det gav et Stød frem gennem alle hendes Årer: det var hendes og Helges Stuer, det var hende og Helge, det gjaldt, de eneste levende her i Skovene! Selv skulde hun møde Døden og vise ham bort fra sin Dør. Her herskede hun over Ilden.
Som båret gled hun gennem Portiéren ind i Helges Værelse, forbi den store Globus og Bogskabets Spejl, ud i Gangens Murkulde.
Hendes Hånd vred om den stålkolde Nøgle, hun drejede til og drog Døren op —
Et Pust slog ind af Væde og Mug fra Halmtaget derovre, og dér i Mørket — Ansigtet, Kvindens fra Skov-
