70
gennem Håret, kom ud på Trappen i Regnstænkene, knirkede Nøglen om og løb gennem den åbne Låge ud på Vejen, til højre, mod Blæsten, ind mod Byen.
Huset ilte hende forbi, bag Hækken, Markerne dybede sig ind mod Skovens Skyggerand langs Himlen. Hendes Sko smuttede i Vejens Dynd og Grøftekantens våde Græs. Hun holdt Hånden op om sit flagrende Hår.
Forude, hvor Møllen tegnede sin Tumling, dæmrede Lysbuen fra Byen dybt nede. Regndryppene ramte hendes Øjne, hun pustede.
Helge, han vilde komme ad den stejle Fodsti op ad Bakken.
Ovre på Kongevejen klaskede en Hests Hovslag. Lys skinnede ud fra Huset ved Fattigjorden og Granplantagen.
Hun stødte lige mod Helge, mellem Hækkene, mod en stor Pakke, han bar under Armen.
„Helge!“
Hun slyngede Armene om hans Hals, vaklende i Hjulsporet.
„Helge!“
Hun borede Hovedet ind mod hans Skulder.
„Helge! Helge!“
Hun vuggede ham og sig selv frem og tilbage, med Hænderne bag hans Nakke.
„Helge!“
Hun brast i Gråd, foroverbøjet, med Hovedet i hans våde Frakke.
„Men Barn — Elskede dog.“
