71
Hun hørte hans dybe Røst over sig, og hun gøs ned i Knæene. Mand — hendes Mand — —
„Barn. hvad er der dog? jeg bliver jo helt bange.“
Hun hørte hans Pakke knitre, og hans Hånd greb støttende om hendes Hofte.
Hvad er der? Ja, hvad var der?
Hans spørgende Øjne mod hendes, hans forundrede Ansigt under Wagnerhuen. Ja, hvad var der? Hun var hos ham, men —
„Helge,“ hun jog sammen, som med alle Knokler ind i Hjærtet, „nu er hun kommen indenfor!“
„Hun? hvad for en hun?“
Eva så hastigt op. „Hun“ i hans Mund. Han måtte ikke sige det! Hun vilde ikke tåle det, at hun, den Fremmede, fra Skovstien, kom i deres Hus, kom og vilde tale med Helge! Ingen „hun“ måtte tale med ham, ingen, ingen uden hun selv!
„Å Helge.“ pustede hun kort, „det var så mørkt, jeg var ene, og du — og så — bankede hun og —“
„Hvem?“
„Ingen!“ hun gyste, „ingen!" gentog hun forvirret og strøg Håret fra Panden.
Nej, han måtte ikke vide, at hun havde været der, ikke vide om nogen „hun“ ; hun skulde nok sørge for, at hun aldrig kom „den anden Gang“!
Jamen Eva, jeg synes, du sagde —“ han stirrede undrende på hende, løftende hendes Hage i sin kolde Hånd.
Hun vred Hagen rundt i dens Skål — å, så stor og fast!
