LIV OG DØD
»Baronesse, Mennesket har kun én Bestemmelse.«
Det ringede igjen, og den unge Grev Hvide viste sig i Døren.
Kørbitz gik for at hente Adelheid.
Den unge Hvide kyssede Hendes Naade paa Haanden og løftede Hovedet igjen.
Jo, han kom til Maskeballet.
»Og De skal være?« sagde Naaden.
»Rizzio.«
»Det passer for de slanke,« sagde Naaden.
Og den unge Hvide tog Plads med sit meget blege Ansigt vendt bort fra Lyset.
Adelheid kom ind.
Og med sit romerske Hoved bøjet over mod hende — der kom over Hvides Ansigt let en pludselig Skælven — talte han med Frøken Adelheid halvsagte, og med en Stemme, der var lidt for blød:
Han havde malet hende disse Morgener — — malet hende til Hest.
Grev Hvide havde i de to sidste Aar, siden han kom hjem fra Paris, ikke bestilt andet end at forherlige Frøken Adelheid i Farver.
»Gode Amtmand,« sagde Kammerherren, »hvad skal et Menneske med Talent?«
»Jeg har aldrig set eller hørt om, at
83
6*
