HERMAN BANG
Hendes Naade stod rank og uden at tale. Saadan ser en Marmorets Mester paa det fuldendte Værk, hans Haand har dannet.
»Gaa,« sagde Hendes Naade.
Frøken Adelheid gik. Heller ikke hun talte. Brokaden gled for hvert Skridt, hun tog, over fra Farve i Farve.
Og hun rakte sig frem, den gamle, saa hendes Mund naaede Datterdatterens Pande til et Kys.
Hendes Naade gik ned. Lys vilde hun ikke have tændt. Maaske vilde hun ikke, at nogen skulde se hendes Ansigt. Men hendes Øjne var saa store i Mørket.
Adelheid var alene. Hun ventede paa Vognen.
Saa pludselig stod Grev Hvide i Døren.
»God Aften,« sagde han.
Slank og fin tegnede han sig mod Væggen i Rizzios vinrøde Fløjl, som en Mesters Billede af en af hans egne store Ahner.
»God Aften,« sagde Adelheid.
Hvide blev endnu blegere ved Tonefaldet i hendes Stemme — thi Adelheid havde talt, som hun saa ofte talte til Georg, hans Kammertjener, naar han, før en Middag, i Forhallen derhjemme aftog hendes
112
