Side:Liv og Død.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

LIV OG DØD

hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:

»Hvide.«

Og, mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:

»Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.«

Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:

»Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.«

Han saa' lidt ud for sig:

»Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.«

Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske.

Dansen holdt op.

Kammerherren sagde:

»Saa, Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske.«

Hvide foer let sammen:

»Ja, til Afsked,« sagde han.

Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene, og betragtede længe Loft og Vægge, som én, der til allersidst vil indprente sig

117