LIV OG DØD
»Skaal, Kammerjunker,« sagde hun.
Og med en helt anden Stemme, seende ham lige ind i Øjnene, sagde hun sagte:
»De — De er dog den eneste, Kammerjunker, som ikke er latterlig.«
Der lød pludselig nogle dumpe Lyd som af en Klokke. Det var Hofjægermesteren, der med bart Hovede stod paa Trappen og dundrede paa Gong-Gong'en:
»Vil I nu komme ind?« skreg han.
Og han dundrede igen.
»Vil I komme ind?«
»Ja, nu kommer vi,« raabte Frøken Alice, og hun løb ind — ad en anden Dør, Herrerne fulgte efter. De gik gennem den lange Gang i Stueetagen, Løjtnanterne var forrest. Bag efter kom Berner og Feddersen.
Feddersen gik og drejede paa sit Overskæg:
»Berner,« sagde han, og gav iøvrigt ingen Forklaring paa sine Ord:
»Gode Berner, De er s'gu godt gal.«
Berner spurgte ikke hvorfor.
»Men De er for beskeden en Mand,« sluttede Feddersen. »Det er Hemmeligheden.«
Feddersen taug lidt igen. Saa sagde han:
»Man skulde ikke tro, De selv vidste, at De havde faaet »Gudsgaven«.«
15
