Side:Liv og Død.djvu/52

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

HERMAN BANG

Alice blev ved at smile.

»Tak, Eriksen,« sagde hun.

Hun gik ud af Drivhuset, og hun talte hele Vejen om sin Moder, som hun var kommen til at tænke paa:

»Hun var det fineste, jeg har kendt,« sagde hun: »Saa sød og fin — og De véd ikke, hvor kønt hun sang.«

Inde i Forhallen standsede hun et Nu og fæstede Roserne i sit Bryst.

Hun holdt dem sammen med en Diamantnaal.

»Hm,« sagde hun, — og hendes Ansigt fik et eget mildt Udtryk, som naar man tænker paa sin bedste Ven —:

»Nu kan Papa føre mig til Bords.«

Berner lukkede Døren op til Dagligstuen, og Frøken Alice gik ind.

»Ja,« sagde hun og lo — der var saadan noget overrasket ved Løjtnanterne, da de sprang op —:

»Jeg er køn i Aften — Gud ske Lov.«

Feddersen gik ind i Spisesalen ved Siden af Løjtnant Knuth.

»Hun er s'gu saa dejlig som Lykken,« sagde han.

»Ja,« sagde Knuth, der mere havde taget Maal af alle Detailler, og som var af et vist mandfolkemisundeligt Temperament —:


34