LIV OG DØD
gennem sine Stuer, hvor i alle Værelser Ure afmaalte Tiden Skridt for Skridt med en Lyd, som sprang der Strænge paa et spændt Instrument, og aabnedes Døren til Gangen hørte man ind i de andre Uhres Dikken Bornholmerens Lyd tungt og fast, som vilde den, maalende, kontrollere de andre.
»Hvad er det i Dag?« sagde die Gnädige.
»Fredag, Deres Naade.«
»Naa.«
Folk paa Gaden begyndte at gaa forbi. De hilste alle. Die Gnädige havde set den samme langsomme Strøm i tredive Aar. Hun kendte alle.
Der kunde komme En, der ikke hilste. Da var det en ny i Staden.
»Hvem er han?« spurgte die Gnädige.
Navnet blev hende nævnet, hvis det kendtes.
»Naa.«
Den nye lærte i Tidens Løb, at hilse og gled ind i Strømmen, og die Gnädige saa ham ikke mere.
»Saa er der kun otte Dage til Majestætens Fødselsdag.«
»Ja, Deres Naade.«
Døren til Gangen gik.
»Er det Kørbitz?« spurgte die Gnädige.
67
5*
