HERMAN BANG
Det var iøvrigt, som gik Frøken Adelheid kun nødig, som dem, der flytter sig, lidt, dvælende, i en begyndende Halv-Rus, eller i en aldrig helt afbrudt Sandseoptagethed.
Klokken var elleve. Det var Tiden for Naadens Fattige.
Schrøder meldte, at Madam Jensen var kommen.
»Lad hende komme ind,« sagde Naaden.
Madam Jensen, der var et skindmagert Ansigt, som stak op af et Uldsjal, blev staaende ved Døren, hvor hun øjeblikkelig begyndte at græde.
»Naa, saa er det ovre,« sagde Naaden:
»For denne Gang.«
Madam Jensen blev kun ved at snøfte.
»Det døde jo,« sagde Naaden.
Pludselig fik Madam Jensen Ord:
»Men vi fik'et da døft,« sagde hun, »Pastoren var rigtig saa elskelig og kom, da vi løv Bud, for En vil jo dog saa nødig, Deres Naade, selv om'et er et Kræ, og godt, at Vorherren tar'en, at Jore'moren ska døv'en.«
Hendes Naade trommede lidt med sin Stok.
»Det er li'som vidst' En ikke saa sikkert
74
