90
Menneskeløget Kzradock
— Saa kan du ikke frelse mig, lød Kzradocks Røst … fattig, saa fattig.
Jeg rystede over hele Legemet …
Dybt inde i Kzradocks Øjne saa jeg en Kvinde, der stod bøjet over en sovende Mand. Hun kyssede ham, hun glattede hans Haar, hun vuggede ham i sine Arme. Saa tog hun en lille Flaske frem fra sit Bryst — og hældte dens Indhold i hans Øren. Og hun saa paa ham og kyssede ham igen. Hun klappede hans Haar saa inderligt og varmt og spejdede efter Udtrykket i hans Ansigt. Og da han pludselig syntes at faa Krampe, vendte hun sig bort, og jeg fik hendes Ansigt at se forfra. Hun var skøn og bleg, med Ansigtsovalen indrammet i et Haar, sort som Natten. Men hun var ikke helt ung. Dog saa det ud som om Alderdommen i Tide ved Hjælp af Skønhedsmidler var bleven opereret bort fra hendes Træk. Pludselig tog hun et Lys. Hun bøjede sig ned mod Sengen … Og se, se … hun sætter Lyset til Sengetæppet, det brænder, hele Sengen staar i Flammer …
