92
Menneskeløget Kzradock
inde … det brændte og gnistrede i rødt og gult. Men saa pludselig saa jeg noget, noget saa forfærdeligt … at jeg saa godt som øjeblikkelig glemte det. Det var som min Sjæls Øjne lukkede sig for Synet, som om min Tanke vægrede sig ved at modtage det. Endnu grunder jeg over, hvad jeg har set. Men jeg kan ikke komme paa det.
Maaske skyldtes min Glemsomhed ogsaa det, at Kzradock i samme Nu fik et kataleptisk-hysterisk Anfald. Hans Legeme blev grebet af Krampen, løftede sig som en Bro, saa kun Nakken og Fodballerne rørte Sofaen. Og i det samme raabte han af sine Lungers fulde Kraft:
— Ejer jeg ikke andet, saa ejer jeg Magt! Nu spiller jeg op til Dans for alle de Gale …
Og med et Sæt sprang han ned fra Sofaen og stod midt paa Gulvet. I et nyt Spring var han ude paa Gangen. Hurtig som en Kat løb han ned ad Smertens Korridor …
Og vi andre fulgte ham, alle som vækkede af en vanvittig Drøm … Brandofficeren gned Øjnene idet han løb, og Monsieur Carbonel rømmede sig, som var han hæs. Vort Løb
