93
Menneskeløget Kzradock
var vaklende, og vi kunde ikke indhente Kzradock.
Men ved Vinduet, hvor vi før havde staaet, var han standset.
En klar og dyb Fløjtetone trængte frem fra hans Bryst, næsten en Cellotone, saa tung og inderlig var den. Kun denne ene Tone lød tre Gange efter hinanden, aftagende i Styrke. Det lød kaldende, klagende, bedende … som en Fugls Lok'.
Vi havde naaet ham, og jeg greb om hans Skulder.
— Kzradock, hviskede jeg.
Men han rev sig med Magt løs, og stod nu helt foran det aabne Vindue.
Alle de blege og fortabte Ansigter dernede i Haven havde drejet sig mod os, som ventede de en Kommando.
Fakkelskæret lyste ned over dem. Det saa ud, som de frøs. Brandmændene og Politiet, der utaalmodigt ventede paa en Ordre til at føre dem til deres Celler, havde ikke mere noget Besvær med at holde dem samlede.
Pludselig slog Kzradock ud med Haanden, som slog han Takt. Først langsomt, saa hur-
