94
Menneskeløget Kzradock
tigere og hurtigere begyndte han at dirigere. Fra hans Læber hørtes ingen Lyd. Ogsaa i Haven var der bleven dødsstille.
… Og saa begyndte denne stumme og vanvittige Menuet, som jeg aldrig skal glemme. Som om de Sindssyge hørte fjerne Toner — Tonerne fra Livets Fest — begyndte de at kredse om hinanden. Uden pludselig Uro kom der efterhaanden Bevægelse i den hele Masse. Ledet af Kzradock, der slog Takt fra sit Vindue, dansedes der paa den store Plæne i det uhyggelige Fakkelskær. Og ligesom vi andre stod lammede heroppe i Korridoren, saaledes stod dernede Brandmændene og Politibetjentene som hypnotiserede omkring de dansende Patienter.
Dansen blev vildere og vildere, Takten voksede i Hurtighed. Det lignede en danse macabre, en Dans af Aander … det var jo ogsaa en Dans af Genfærd: de atter til Livet vækkede Bevidstheders Menuet gjorde Mørket dernede levende …
