Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/108

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

98

Menneskeløget Kzradock


drejede nu Hovedet, nu løftede jeg Armene. Og nu, nu! — Nu kunde jeg bevæge mig, jeg kunde flytte mine Fødder igen, jeg kunde gaa, hvorhen jeg vilde.

Jeg var i dette Øjeblik udenfor Kzradocks Magt.

Jeg blev staaende et Sekund, nydende min Sejr. Det var som en Frigørelse at blive sig selv igen. Jeg husker, at jeg i al Stilhed nævnede mit eget Navn. Ja, det var mig — Dr. Renard de Montpensier, Sindssygeanstaltens Overlæge, ved min sunde Fornuft Herre i dette Vanviddets Hus!

I dette Nu begreb jeg, hvormeget Kampen mod Kzradock betød! Var det ikke selve Kampen mellem Vanvid og Fornuft? Hans Vanvid, der vilde trænge sig ind paa mine Omraader, og min Fornuft, der i nysgerrigt Begær trængte sig ind paa hans. Hvorledes vilde denne frygtelige Duel, der blev ført med Menneskehedens skarpeste Vaaben, ende? Vaaben saa frygtelig uensartede! Fornuftens smalle Klinge, der lignede en Sonde, mod Vanviddets Tomahavk, der knuste Hjerneskallen med et eneste Brag.